Vi har et ansvar for andre end os selv

Det ligger dybt i den konservative grundholdning, at fællesskabet har et ansvar for dem, der ikke kan klare sig selv. Her skal vi hjælpe og allerhelst på en måde, så de bliver stærke nok til at klare sig selv og tage ansvar for eget liv.

Vi er ikke liberalister og er derfor ikke tilhængere af frihed for enhver pris eller af en lad-falde-hvad-ikke-kan-stå-filosofi. Vi er ikke socialister og er derfor ikke tilhængere af, at det offentlige skal tage ansvaret fra alle. Vi er konservative og tror derfor på frihed under ansvar. Målet for vores socialpolitik er, at borgerne skal hjælpes, så de i videst muligt omfang genvinder kontrollen over deres liv og atter bliver i stand til at klare sig selv.

Derfor er det vigtigt, at vi i alle sammenhænge undgår at klientgøre borgerne. Klientgørelsen sker, hvis vi ukritisk hjælper borgeren uden at stille krav til gengæld. Eller når vi indretter vores system, så borgeren bliver sendt fra afdeling til afdeling i forsøget på at få hjælp.

En inkluderende socialpsykiatri
Dette syn på borgerne gør sig i høj grad gældende i forhold til socialpsykiatrien. Vi har i de sidste fire år påbegyndt et opgør med den institutionstænkning, som var bærende i de tidligere amtsinstitutioner. Institutionen Vestervænget er et godt eksempel på dette. Borgerne på denne institution blev tilbudt omfattende hjælp og støtte, men sigtet med hjælpen var ikke, at borgeren med tiden kunne flytte fra institutionen til et mindre indgribende tilbud med større livskvalitet. Forventningen var derimod, at borgeren ville blive på institutionen resten af sit liv.

Med etableringen af Møllergården på Mølleholmen brød vi med denne tænkning. De bedst fungerende borgere fra Vestervænget flyttede ud af døgninstitutionen og ind i egne boliger og fik i stedet en individuelt tilrettelagt hjælp fra socialpsykiatrien. Resultatet er, at livskvaliteten er øget, og - som sidegevinst - at tilbuddet er meget billigere.

Ikke alle borgere fra Vestervænget vil på denne måde kunne flytte i egen bolig, og til dem, der ikke kan, skal der naturligvis være passende institutionstilbud. Men det er vigtigt, at tilbuddet får så lidt institutionspræg som muligt. Derfor er det en rigtig beslutning at lukke Vestervænget og flytte borgerne til det tidligere demensplejecenter Kløverhuset, hvor bygningerne har meget mindre institutionskarakter.

Vi vil generelt søge at implementere en trappemodelstankegang i vores tilbud. Uanset funktionsniveau skal det altid være muligt at bevæge sig til et mindre indgribende tilbud, hvis man som borger får det bedre. Og ultimativt skal det være muligt at flytte sig fra et meget indgribende tilbud til at bo alene uden støtte i takt med, at man får det bedre. Det giver livskvalitet for borgeren og god økonomi for kommunen.

Det gode borgerforløb
Selvom det kommunale system har til opgave at hjælpe den ressourcesvage borger til at genvinde kontrollen over eget liv, kan systemet undertiden virke modsat. Det gælder især, når systemet ikke sikrer en helhedsorienteret hjælp til borgeren, eller når systemet virker uoverskueligt for borgeren. Det sidste kan være oplevelsen, når borgerens problemer går på tværs af den måde, den kommunale organisation er opbygget på.

Borgeren kan være ledig og derfor have brug for hjælp fra ydelsesservice og jobcenteret. Men borgeren kan måske samtidig have et alkoholproblem og derfor have brug for hjælp fra et af tilbuddene under kommunens social- og handicapcenter. Eller måske har borgerens barn udfordringer, der kræver et samarbejde med børne- og ungdomsrådgivningscenteret.

Det kommunale system vil af natur tendere mod at håndtere de forskellige problemstillinger individuelt, men måske er løsningen af ét problem en forudsætning for, at andre problemer kan løses.

Den mest effektive hjælp til borgeren kræver et helhedssyn på borgeren, og der vil uden tvivl i mange situationer kunne sikres forhøjet livskvalitet og spares mange penge ved at hjælpe borgeren med udgangspunkt i sådan et syn.

Derfor har vi i de sidste par år haft meget fokus på det gode borgerforløb, der har til formål at sikre en helhedsorienteret hjælp til disse borgere. Helt konkret er dette håndteret ved at tilbyde borgerne en koordinerende sagsbehandler, der sørger for, at kommunens centre koordinerer deres indsatser. Denne tilgang har i mange tilfælde hjulpet borgerne, men vi må samtidig erkende, at det er utrolig vanskeligt at sikre, at det lykkes hver gang. Dertil er de lovgivninger, som er styrende for de forskellige centres ageren i forhold til borgerne, for komplicerede.

Uanset udfordringen vil vi imidlertid insistere på, at det skal lykkes at blive bedre. Vi vil være en af de kommuner, som er bedst til at håndtere denne udfordring.

Boligsociale helhedsplaner skal løfte de udsatte boligområder
Høje-Taastrup Kommune bruger mange ressourcer på det boligsociale arbejde. I kommunens udsatte boligområder er der iværksat omfattende indsatser, der har til formål at øge trygheden, reducere de sociale problemer og øge beskæftigelsen.

Indsatserne foregår i regi af boligsociale helhedsplaner, som udarbejdes i samarbejde med boligselskaberne, og som støttes økonomisk af landsbyggefonden. Disse helhedsplaner er nøglen til at løse udfordringerne i boligområderne, og vi vil derfor fortsætte vores indsatser.

Det er imidlertid vigtigt, at man ikke har urealistiske forventninger til, hvilke resultater der kan opnås på kort tid. I helhedsplanerne forsøger vi at tage livtag med grundlæggende samfundsmæssige problemstillinger, og man skal tålmodigt være indstillet på det lange seje træk.

Der vil også være udfordringer om fem eller ti år. Men gennem målrettede og koordinerede indsatser kan man gradvist over tid løse udfordringerne.